![]() |
Af Hans Christian Thoning (MF), Venstre, Formand for Forsvarsudvlaget Den 11.2.2010 afholdes for første gang 1-1-2 dagen, der sætter fokus på Danmarks samlede beredskabsarbejde. Jeg synes, det er et glimrende og relevant tiltag og kan kun bakke op om, at 1-1-2 dagen bliver en fast tilbagevendende begivenhed. Det er vigtigt, at vi får skabt opmærksomhed omkring beredskabets arbejde og fremtidige virke. Samfundets beredskabsarbejde er i sidste ende vores fælles ansvar. Offentlige og private aktører har således et ansvar for at sikre robustheden indenfor hvert deres område. En krisesituation kræver af os alle sammen, at vi er parate til at træde til, påtage os et ansvar og yde hjælp. Det kan f.eks. være igennem støtte og omsorg, hvis vore nære rammes. Vi må hver især bidrage til at forebygge, håndtere og afhjælpe konsekvenserne af ulykker, dermed sikrer vi allerbedst et sikkert og stabilt Danmark også fremover. |
![]() |
Af Karsten Nonbo (MF), Venstre, Forsvarspolitisk ordfører Vi kan lære meget af spejderbevægelsen og dens ånd, og det er ikke tilfældigt, at spejdermottoet lyder "Vær beredt". Det er grundtanken i foreningslivet og spejderbevægelsen, at vi skal være klar til at hjælpe vore medmennesker. Det er ikke meningen, at vi alle skal gå rundt med en mindre lægeuddannelse i baglommen, men det vil være godt, at vi alle kan yde et bidrag ud fra medmenneskelighed, evner og vilje. Uden de professionelles hjælp kan samfundet ikke klare sig, men uden folkelig forankring og støtte har de professionelle ikke gode arbejdsvilkår. Derfor er BONNÉN’s initiativ om en 1-1-2 dag den rette medicin til at sætte fokus på beredskab og samfundssind samt medmenneskelighed. Tak for det. God hjælp starter med det dit overblik, din gode førstehjælp og rolige anmeldelse til 1-1-2. Så kan de professionelle bedre tage over med en koordineret og afstemt redning. Derfor skal der være fokus på 1-1-2 - før du ringer. |
![]() |
Af Marion Pedersen (MF), Venstre, Beredskabspolitisk ordfører Et velfungerende beredskab er altafgørende for om samfundet som helhed fungerer optimalt. Et velfungerende beredskab er nøglen til et robust og sikkert samfund, der betyder at den enkelte kan føle sig tryg og vælge at leve det liv de ønsker, uden de store bekymringer for deres sikkerhed. I et moderne samfund som det danske oplever vi dog løbende nye trussels – og risikobilleder samt en fortsat større kompleksitet. Det stiller krav til det danske beredskab, der hele tiden må arbejde på at reducere denne sårbarhed så vi opretholder den robusthed, der er afgørende for at modstå de fortsat mange udfordringer som det danske samfund stilles overfor. BONNÉN’s 1-1-2 dag den 11.2.2010 er et godt eksempel herpå. Denne dag er yderst vigtig, fordi den bidrager til at sætte fokus på beredskabets styrker og svagheder, så vi fortsat kan opretholde et sikkert samfund – både for den enkelte og for samfundet som helhed. Derfor hilser jeg 112 dagen velkommen og er ærgerlig over, at jeg ikke selv er i landet og kan deltage. |
![]() |
Af Tom Behnke (MF), Det Konservative Folkeparti, Retspolitisk ordfører, Det er vigtigt med 1-1-2 dagen. Det er vigtigt, at samfundet er robust og kan modstå større ulykker og katastrofer, herunder hvis der skulle ske terrorhandlinger på dansk grund. Robustheden gælder først og fremmest alle involverede myndigheder i beredskabet og samfundets beredskab, men hvis det skal kunne lade sig gøre, er det vigtigt, at alle borgere har indsigt i beredskabet; har forståelse for, hvad der sker, og på hvilken måde man som borger kan hjælpe til, så omfanget af en katastrofe begrænses og samfundet hurtigst muligt kommer op at køre igen.Derfor er det vigtigt, at myndighederne afholder øvelser, og det er vigtigt, at borgerne bliver informeret om, hvordan beredskabet og samfundets beredskab virker, og hvad man kan forvente, og hvordan man som borger kan hjælpe til. |
![]() |
Af Ib Poulsen (MF), Dansk Folkeparti, Forsvarspolitisk ordfører Med vores støtte og deltagelse til 1-1-2 dagen den 11.2.2010 får vi mulighed for at udtrykke vores anerkendelse og respekt for det vigtige arbejde aktørerne i samfundets beredskab udfører. Vi er enige med BONNÉN i at samfundets beredskab fortjener større opmærksomhed og at vi alle bør være at betragte som en del af samfundets samlede beredskab og påtage os ansvar for såvel os selv som hinanden. Derfor finder vi i DF det prisværdigt, at BONNÉN har taget initiativ til en 1-1-2 dag, som meget symbolsk skal finde sted den 11.2.2010. |
![]() |
Af Hans Kristian Skibby (MF), Dansk Folkeparti, Formand for Kommunaludvalget og Beredskabspolitisk ordfører Aktørerne i samfundets beredskab fortjener den største anerkendelse og respekt for deres arbejde, og gennemførelsen af en 1-1-2 dag den 11.2.2010 er en god måde at markere og værdsætte deres indsats på og samtidig skabe opmærksomhed på vigtigheden af deres arbejde. Ligesom for BONNÉN handler det for DF om konstant at sætte fokus på relevante problemstillinger i forhold til samfundets beredskab. Valget af førstehjælp som et fokusområde blandt flere er en god måde at tage ansvar på for sig selv og hinanden samt en god indfaldsvej til at få kendskab til og forstå samfundets beredskab. |
![]() |
Af Liselott Blixt (MF), Dansk Folkeparti, Sundhedspolitisk ordfører Det er med glæde at jeg som politiker kan være med til at sætte fokus på samfundets beredskab, som jeg synes er af meget vigtig betydning for os alle. Med 1-1-2 dagen den 11.2.2010 får vi politikere, myndighederne og andre seriøse og relevante aktører i samfundets beredskab en unik mulighed for at diskuteret en række relevante problemstillinger. Som ansvarlig politiker for sundhedsområdet, som udgør en stor del af samfundets beredskab, håber jeg derfor stor deltagelse og engagement til 1-1-2 dagen den 11.2.2010 fra de forskellige aktører og politiske kollegaer. I DF bakker vi op om initiativet fra BONNÉN, som jeg håber vil blive gentaget i årene fremover. |
![]() |
Af John Dyrby Paulsen (MF), Socialdemokraterne, Forsvarspolitisk ordfører Det danske samfunds beredskab er en af de ting de fleste mennesker ikke skænker mange tanker i det daglige. Det er på en måde et godt tegn, for det viser, at der generelt er tryghed mht. beredskabet, men det er også ærgerligt, for det forhindre ofte en bredere debat, om de ressourcer vi bruger på beredskabet, og den måde vi indretter beredskabet på. Derfor må det hilses velkommen, at der på 1-1-2 dagen den 11.2.2010 sættes fokus på beredskabet; herunder de mange facetter der er og de mange gode kræfter, der lægges i dette arbejde. På samme måde som det danske forsvar konstant skal udvikle sig, skal også samfundets beredskab hele tiden udvikles og vedligeholdes. Det der var godt i går, er måske ikke det bedste i morgen, og derfor har politikere og aktører i beredskabet en forpligtelse til hele tiden at stå vagt om samfundets beredskab og hele tiden at spørge sig selv: gør vi det nu godt nok, eller kan vi gøre ting bedre? Den fantastiske energi og det store engagement, som er rygraden i det danske beredskab kommer ikke af sig selv, men fordi mange mennesker gør en stor og undertiden frivillig indsats for at holde beredskabet velsmurt og klar til indsats. Vi skylder som beslutningstagere også at stille rammerne for et godt og effektivt beredskab til rådighed for de mange involverede, og vi skylder at turde tage de svære beslutninger om udviklingen af det danske beredskab. Arrangementer ”1-1-2 dagen” den 11.2.2010 er en glimrende lejlighed til at drøfte det danske beredskab, og jeg ser frem til en inspirerende og debatskabende dag med mange involverede. |
![]() |
Af Jens Christian Lund (MF), Socialdemokraterne, Medlem af forsvarsudvalget Det er en fantastisk god ide at fremvise og forklare samfundets beredskab på 1-1-2 dagen den 11.2.2010. Vi danskere er generelt lidt naive, hvad eksempelvis våbentyveriet i Slagelse bekræfter. Vi tror på, at det går godt og roligt i Danmark, samt at de store problemer opstår i udlandet langt væk fra vore grænser. Beklageligvis er situationen ikke så lyserødt. Selv i dagligdagen oplever vi alvorlige uheld, alvorlig kriminalitet og ofte mindre naturkatastrofer, som bliver løst fordi beredskabet virker. Langt værre bliver det, hvis vor naive holdning ikke holder. Vi bør kunne forestille os så alvorlige situationer som et terrorangreb, alvorlige ulykker med toge, flystyrt eller ulykker med et stort krydstogtskib i en af vore havne. For nogle år siden oplevede vi en forfærdelig orkan, men vi bør være forberedt på værre naturkatastrofer. Under sådanne katastrofer er det afgørende, at samfundets beredskab virker 100 %. Som tidligere chef i en af komponenterne i samfundets beredskab ved jeg, at sådanne situationer kræver gensidigt kendskab, øvelsesvirksomhed og afprøvning i realistiske scenarier, men ikke mindst en stor respekt for de mennesker, der yder indsatsen i samfundets beredskab. 1-1-2 dagen den 11.2.2010 vil blive en god øjenåbner for denne respekt. |
![]() |
Af Julie Rademacher (MF), Socialdemokraterne, Medlem af forsvarsudvalget Det er et meget prisværdigt initiativ som BONNÈN tager ved at samle de relevante organisationer, institutioner og personer i et fælles forum. Det er ikke blot et vigtigt initiativ, men i yderste tilfælde kan det være et spørgsmål om en livsnødvendig koordination. Et godt eksempel er fra min egen hjemegn, Kolding, hvor ulykken på fyrværkeri fabrikken i Seest i 2004, viste hvor mange parter, der er involveret i beredskabet. Ulykken i Seest var af stor dimension, men også de daglige tragiske ulykker og hændelser har gavn af gennemtænkt koordination. Når man som borger er udsat for en ulykke eller har brug for en ydelse fra beredskabet, så står man i en meget sårbar situation. Det er derfor med glæde at jeg kan tilslutte mig formålet med 1-1-2 dagen den 11.2.2010. |
![]() |
Af Flemming Møller Mortensen (MF), Socialdemokraterne, Forebyggelsesordfører og fungerende sundhedspolitisk ordfører En hurtig og effektiv redningsindsats redder liv og forebygger mange følgende skader. Vi må derfor bestræbe os på at give borgerne sikkerhed og tryg forvisning om, at det akutte beredskab i tilfælde af nødsituationer fungerer hurtigt, sikkert, effektivt og professionelt. Samfundets beredskab i Danmark står derfor over for en række nye udfordringer, når sundhedsvæsenets struktur forandrer sig. Med færre, men bedre sygehuse bliver der brug for et akutsystem, som omfatter alle funktioner fra den akutte nødsituation til den endelige behandling i sundhedsvæsenet. Akutsystemet skal derfor være én samlet, integreret indsats, hvor hver gren er koordineret med de andre, og hvor der ikke forekommer ”udfald” mellem de enkelte delelementer. Jeg er derfor også glad for, at BONNÉN har sat fokus på beredskabet i anledning af 1-1-2 dagen den 11.2.2010. |
![]() |
Af Poul Dahl, Venstre, Region Midtjylland Som bidrag til debatten om det fremtidige danske indsatsberedskab og de militære styrker rolle, er jeg sammen med Preben Bonnén forfatter til bogen ”Krigens nye klæder - Dansk Forsvar for det 21.århundrede”. Bogen udkom i 2003, og her giver vi vores bud på behovet for en samfundsskabt sikkerhed og det beredskab, der i den forbindelse skal skabe den nødvendige tryghed og sikkerhed for os alle. Det handler om at skabe en nøje sammenhæng mellem forståelsen for samfundets risiko og oplevelsen af den sikkerhed, der skabes for at undgå risikoen. Oprettelsen og opretholdelsen af en tryg og sikker verden med en global samfundsskabt sikkerhed, vil kræve, at vi alle påtager os et personligt ansvar og gør en personlig aktiv indsats. Vi vil alle være værnepligtige. For mig er der således ikke tvivl om at 1-1-2 dagen den 11.2.2010 vil være et meget relevant bidrag til vores fælles bestræbelser på at skabe et trygt og godt samfund. Et arrangement som alle med ansvar og opgaver i samfundets beredskab bør støtte og deltage i. |
![]() |
Af Bent Normann Olsen, Socialdemokraterne, 1. Næstformand, Region Sjælland Beredskabet er borgernes sikkerhed og tryghed. Mange tager det for givet, at det bare fungerer! Men det gør det kun, fordi der er sammenhæng mellem alle elementer i opbygningen, så trygheden er velbegrundet. Trygheden har kun mening, hvis der er et udpræget kendskab til beredskabet og dets opbygning, derfor er 1-1-2 dagen den 11.2.2010 et vigtigt led i denne vidensspredning. |
![]() |
Af Britta Bang, Venstre, Region Midtjylland En 1-1-2 dag er et glimrende initiativ for at sætte fokus på nødvendigheden af et professionelt beredskab i såvel fredstider som urolige tider. Det er en samfundsopgave at have et velfungerende beredskab med professionelle aktører, som kan klare alle de mange opgaver, som påhviler samfundets beredskab. Men vi skal alle tage et ansvar, og som regionspolitiker har jeg et meget store medansvar for at sikre, at beredskabet og den præhospitale indsats fungerer bedst muligt for at give borgerne tryghed og sikkerhed. Der er så mange områder og så mange tidspunkter, hvor et velfungerende beredsskab er livsnødvendigt. Derfor er jeg glad for initativet til denne 1-1-2 dag og ser meget frem til nogle spændende og lærerige timer. |